Generelle vilkår for optagning, søsætning og opbevaring af både hos Alpina Marine ApS
Generelle oplysninger
Alpina Marine ApS
Bådebyggervej 1
4700 Næstved
CVR nr.: 41311185
Telefon: 61 60 77 79
Email: info@alpina-marine.dk
Nedenfor er de generelle vilkår for optagning, bugsering, opbevaring og søsætning af både fra Alpina Marine ApS’ (herefter ”AM”) område. De generelle vilkår gælder for alle typer af håndteringer og opbevaringer af både, herunder motor- som sejlbåde, indendørs og udendørs opbevaringer mv. Disse vilkår er tilgængelige på AM’s hjemmeside og tiltrædes automatisk af bådejer og AM ved enhver aftale om håndtering eller opbevaring af både på AM’s område, uanset om aftalen er mundtlig, skriftlig eller ved bådejers accept af tilbud.
1 Vilkårenes gyldighed
Nedenstående vilkår er gyldige fra tidspunktet hvor der er indgået aftale om håndtering eller opbevaring af både på AM’s område.
2 Vinteropbevaring – periode
Aftale om vinteropbevaring både indendørs og udendørs gælder for perioden fra 1. oktober til 1. maj. Alle både skal være optaget og placeret på pladsen inden 1. november og skal være søsat og væk fra pladsen inden 1. maj.
Hvis båd henligger på AM’s plads uden aftale udenfor vinteropbevaringsperioden er AM berettiget til, for bådejers regning, uden fogedsag og uden forpligtelser i øvrigt at bortskaffe båden. Hvis ikke ejer kan eller vil betale for udestående regninger, for bortskaffelse og andre udgifter i forbindelse med denne aftale, kan AM sælge båd og tilbehør for bedste bud efter at have givet 30 dages varsel.
For både som henligger på AM’s plads uden aftale eller udover vinteropbevaringsperioden vil pladslejen være 2.000 per påbegyndt måned for udendørs opbevaring og 3.000 per påbegyndt måned for indendørs opbevaring.
3 Sommeropbevaring – periode
Aftale om sommeropbevaring både indendørs og udendørs gælder for perioden 2. maj til 31. oktober september. Alle både skal være optaget og placeret på pladsen inden 2. maj og skal være væk fra pladsen inden 31. oktober.
Hvis båd henligger på AM’s plads uden aftale udenfor sommeropbevaringsperioden er AM berettiget til, for bådejers regning, uden fogedsag og uden forpligtelser i øvrigt at bortskaffe båden. Hvis ikke ejer kan eller vil betale for udestående regninger, for bortskaffelse og andre udgifter i forbindelse med denne aftale, kan AM sælge båd og tilbehør for bedste bud efter at have givet 30 dages varsel.
For både som henligger på AM’s plads uden aftale vil pladslejen være 2.000 per påbegyndt måned for udendørs opbevaring og 3.000 per påbegyndt måned for indendørs opbevaring.
4 Risiko og forsikring
Både som håndteres og opbevares på AM’s område SKAL have en gyldig ansvars- og kaskoforsikring. Forsikringen skal dække kranhåndtering, bugsering og opbevaring og skal dække skader som følge af brand, hærværk, tyveri, håndtering og opbevaring uanset om båden står i eget eller lejet stativ/vogn.
5 Ansvar ved løft eller bugsering af både
AM eller AM’s kranførere kan ikke gøres ansvarlig for skader i forbindelse med løft eller bugsering af både. I forbindelse med løft af både henvises særligt til ting under vandlinjen som ikke er synlige for kranfører ved løft af båd. Ejer af båd samt mindst 1 hjælper skal assistere ved alle løft af båd og hjælpe med rådgivning til kranfører om hvor løftestropper skal placeres for korrekt løft af båd uden at beskadige denne.
6 Særligt om indendørs opbevaring
Nedenstående punkter gælder særligt for opbevaring af både indendørs i de 2 opbevaringshaller.
6.1 Varme/oliefyr/affugter
På grund af øget brandfare er det ikke tilladt at bruge elvarme, affugter eller oliefyr når bådejer ikke er til stede i båden.
6.2 Beskidt, støvende eller varmt arbejde
Det er under ingen omstændigheder tilladt at udføre nogen form for støvende arbejde i opbevaringshallerne. Dette gælder alle former for slibearbejde uanset om der bruges støvsuger eller ej og uanset om der er tale om slibning af træværk, glasfiber, gelcoat eller maling. Hvis der er behov for udførelse af slibearbejder, kontakt da AM med henblik på at blive rykket udendørs eller ind i malerskurene hvor slibe- og malerarbejder er tilladt.
Det er vigtigt at behov for eventuelt slibearbejder og/eller sprøjtemaling koordineres med AM inden båd sættes ind i opbevaringshallen, da både med disse behov skal placeres yderst i hallerne.
På grund af øget brandfare, er det ikke tilladt at udføre ”varmt” arbejde i opbevaringshallerne. Eksempler på varmt arbejde er bl.a. skæring/slibning af metal med vinkelsliber, svejsearbejde, opvarmning af metal med blæselampe, skæring med skærebrænder og lignende.
Det er tilladt at polere fribord med hånd eller polermaskiner, ligesom det er tilladt at vandskure/vandslibe vandlinje, fribord og bund så længe gulv er tilstrækkeligt afdækket.
Det er ikke tilladt at bruge højttryksrensere inde i opbevaringshallerne.
Hvis der spildes olier eller andre væsker på gulvet skal dette straks fjernes og i tilfælde af olier skal der udlægges absorberende materiale (kattegrus eller lignende).
6.3 Maling og bundmaling indendørs
Det er ikke tilladt at sprøjtemale indendørs, hverken med professionelt malerudstyr, med spraydåser eller tilsvarende. Hvis der er behov for sprøjtemaling, kontakt da AM med henblik på at blive rykket udendørs eller ind i malerskurene.
Det er vigtigt at behov for eventuelt slibearbejder og/eller sprøjtemaling koordineres med AM inden båd sættes ind i opbevaringshallen, da både med disse behov skal placeres yderst i hallerne.
Bundmaling og maling med andre fortynderbaserede malingstyper er udelukkende tilladt indendørs under følgende omstændigheder:
- Gulve hvor der males og trailer/vogn skal være tilstrækkeligt afdækket så der ikke kommer maling på gulv eller vogn. Der kan købes afdækningstape og afdækningsplast- og pap i AM’s web-butik.
- Der skal tilsikres tilstrækkelig udluftning ved at åbne port i hver ende af opbevaringshallen og portene skal være åbne minimum 2 timer efter udførelse af malingsarbejder er afsluttet.
- Malerarbejdet er i god tone aftalt med de omkringliggende bådejere, så malerarbejdet udføres med mindst mulig gene for andre bådejere.
- Der må ikke efterlades åbne malerbøtter eller malerudstyr med malingrester som kan afgive generende dampe.
Bemærk at diverse malerudstyr sælges i AM’s web-butik, herunder bl.a. godkendt åndedrætsværn, handsker, sikkerhedsbriller, fortynder, afdækningstape, ruller, pensler mv.
6.4 Rygning
Rygning er ikke tilladt i bådhallerne. Der henvises til udendørs arealer og henstilles generelt til at cigaretskodder smides i skraldespandene.
6.5 Brændstof og brændbare materialer
Der må ikke opbevares brændstof i hallerne, ligesom motorbåde som er drevet af benzin ikke må have mere end 5 liter benzin i tankene. Opbevaring af benzin enten i separate tanke eller i benzintankene på bådene kan medføre at forsikring ikke dækker ved brand.
Brændbare materialer såsom olievædede klude, maling, malerudstyr mv. skal bortskaffes øjeblikkeligt i de dertil indrettede beholdere i materialeskuret.
6.6 Frost og frostsikring
Bådhallerne er isolerede og der har ikke været rapporteret om temperaturer under frysepunktet. Ikke desto mindre kan der ikke gives garanti om at hallerne er frostfrie. Derfor opfordres bådejere til at træffe de fornødne vinterforanstaltninger herunder vinterkonservering af motorer, aftapning af vand i vandsystem mv.
7 Særligt om udendørs opbevaring
Nedenstående punkter gælder særligt for opbevaring af både udendørs på opbevaringspladsen.
7.1 Lydgener fra presenninger, fald mv.
Ved bådopbevaring udendørs skal både sikres således at de ikke afgiver generende lyde. Presenninger skal være tilstrækkeligt fastsurrede så de ikke blafrer og larmer ved kraftig vind. Hvis både opbevares udendørs med mast på, skal alle fald føres til fordæk og slækkes, så de ikke klaprer mod masten.
7.2 Vand
Der vil være adgang til vand på obevaringspladsen så snart der ikke længere er risiko for frost. I perioden for klargøring til søsætning vil vi bestræbe os på at åbne for vand i løbet af dagen således at der kan vinterklargøres og lukke for vandet hvis der er risiko for nattefrost.
8 Strøm
Det er tilladt at have permanent strøm på under opbevaring af båd, eksempelvis til batteriladere mv., såfremt der er installeret forbrugsmåler og lavet aftale om betaling af strøm efter forbrug.
På grund af øget brandfare ved batteriladere som ikke er under observation er AM berettiget til at sætte start/stop ur på ladere, således at der ikke lades om natten.
9 Salg af både
Hvis både skifter ejer under opbevaring på AM’s område, er aftalen og dermed nærværende vilkår stadig gældende for den ejer som aftalen blev indgået med (tidligere ejer). Dermed hæfter den tidligere ejer for samtlige forhold indtil båd er søsat og alle udestående regninger er betalt.
10 Rengøring og oprydning
Ejer skal, så vidt det er muligt, holde pladsen ryddelig og rengjort under opbevaring af både. Al affald skal bortskaffes i containere eller i kemikalieskur.
Senest 14 dage efter båd er søsat skal opbevaringspladsen være ryddet og rengjort og der må ikke henstå ting tilhørende bådejeren. Hvis ikke der er ryddet og rengjort tilfalder bådejerens depositum AM.
Effekter der henstår efter 14 dage tilfalder AM, med mindre der er lavet udtrykkelig aftale om effekterne. Desuden skal alle effekter have påført bådnavn, ejers navn, telefonnummer og email. Navneetiketter kan fås ved henvendelse til AMs personale.
11 Toiletter
Vi prøver at holde toiletterne så rene som muligt så de er indbydende for alle bådejere at bruge. Vi beder derfor alle om at efterlade toiletterne som man gerne selv vil have dem. Brug toiletbørsten hellere en gang for meget end en gang for lidt. Hvis der mangler toiletpapir eller sæbe, venligst lad AM’s personale vide det.
12 Affald
Venligst sørg for at al affald bortskaffes i affaldscontainerne. Hvis containerne trænger til at blive tømt, venligst kontakt AM’s personale så der ikke står affald ved siden af containerne. Det er ikke tilladt at smide kemikalier, motorolier, diesel eller benzin i affaldscontainerne. Disse skal disponeres i kemikalieskuret jf. nedenfor.
13 Kemikalier
Alle kemikalier, herunder motorolier, diesel, benzin, malerrester, opløsningsmidler mv. skal disponeres korrekt i kemikalieskuret. Alt skal disponeres i lukkede beholdere med påskrift af indholdet.
Al henstilling af kemikalierester, motorolier eller lignende udenfor kemikalieskabet er ikke tilladt.
14 Afrigning/tilrigning
Afrigning bør i videst muligt omfang ske inden optagning, så afrigning ikke skaber unødig forsinkelse i optagning. Det samme gør sig gældende i forhold til tilrigning. Dette bør i videst muligt omfang ske inden søsætning og tilrigning ved kajanlægget bør kun ske i begrænset omfang for at undgå unødige forsinkelser i søsætningerne.
15 Optagning/søsætning ved eksterne entreprenører
Hvis søsætning og optagning foretages med andet end AM’s eget materiel, f.eks. af andre entreprenører, skal det ske efter aftale med AM.
AM opkræver et gebyr for søsætning og optagning af både, der ikke har indgået aftale om hverken opbevaring eller optagning/søsætning med AM.
16 Flytning af opbevarede både
AM har altid lov også uden forudgående tilladelse fra bådejeren til at flytte opbevarede både. Bådejere må ikke selv flytte egne og andres både.
Bådejere kan få flyttet deres både under opbevaringsperioden efter aftale med AM og ved betaling af bugseringsgebyr.
17 Adgangsforhold
Alle bådejere har adgang til AM’s område, ligesom alle bådejere der har både til opbevaring indendørs i opbevaringshallerne får udleveret nøgle, således at der er adgang under opbevaringen.
AM’s samarbejdspartnere (se http://alpina-marine.dk/samarbejdspartnere/) har ligeledes nøgle til plads og opbevaringshaller, så de uden forudgående aftale med AM kan udføre arbejder på bådene både udendørs på pladsen og i opbevaringshallerne.
Entreprenører, håndværkere, mekanikere og lignende som ikke har indgået samarbejdsaftale med AM kan udelukkende få adgang til pladsen uden for åbningstiden (se nedenfor) og til hallerne efter udtrykkelig aftale med AM.
17.1 Portåbningstider:
I vinterperioden (1. december til 31. marts) åbner porten til pladsen automatisk kl. 9 og lukker kl. 15.
I forårs-, sommer og efterårsperioden (1. april til 30. november) åbner porten automatisk kl. 7 og lukker kl. 19.
Er der akut behov for adgang udenfor disse tidspunkter venligst ring 61 60 77 79
18 Parkering
Når der ikke optages, bugseres eller søsættes både kan bådejere parkere ved deres båd, dog sålænge alle adgangsveje og vendearealer friholdes.
Under bugsering eller kranoperationer henstilles til at parkering i videst muligt omfang holdes langs administrationsbygning. Dette er både for at sikre smidig håndtering af bådene men også reducere risiko for skader mv.
[/av_textblock]
